Baggården er måske én af de sidste "ægte" københavnske baggårde tilbage, og derfor et besøg værd.
I dag kiggede jeg forbi baggården af nysgerrighed.
Jeg er flere gange stødt ind i Astrid Noacks skulpturer, og jeg synes, de rummer en tidløshed. Hun kredser om det eksistentielle i hendes skulpturer, som måske netop skaber tidløsheden.
I en artikel læste jeg, at en samtidskunstner betegnede Astrid Noacks skulpturer, som et tilbageholdt åndedræt, og at de skaber rum ved at underartikulere sig, og det bruger jeg som indgangsvinkel til Astrid Noacks formsprog. Mest kendt er nok hendes Anna Ancher-statue.
Stående kvinde
Se mere om Astrid Noacks atelier, hvor der løbende foregår arrangementer, her:
